Augustmennesker

Forlaget skriver

”Gennem min barndom var jeg den eneste der vidste at hun skrev på et eller andet, og jeg gættede på at det var erindringer. Men det fortsatte år efter år, til tider kunne der gå flere måneder hvor jeg ikke så hende sætte sig ved bordet og åbne hæftet; og jeg havde allerede vænnet mig til at hendes skriveri var uendeligt, antog at det var en slags indre samtale der ikke var beregnet for en udenforstående læser. I slutningen af firserne blev bedstemor så syg, den ene lidelse afløste den anden, og i nogle år forsvandt hæftet med hendes manuskript et eller andet sted. Og det forsvandt tilsvarende fra mine tanker, jeg glemte det med den forhastede lethed hos teenageren der sluger dagene, den ene efter den anden; at tænke på manuskriptet var som trække et illusorisk, helt ubegrundet håb i langdrag.”